16.11.2005 Seminar om kommunalreform og turisme

»Man står på isflager« lød det fra Lars Nielsen, formand for FdT, da Friluftsrådet og Campingrådet holdt seminar hos Friluftsrådet 24. oktober.


Isflager er næppe noget sikkert ståsted, men alligevel fremgik det fra mødet, at VisitDenmarks forslag – i let revideret form – til en ny struktur fortsat lever, uagtet det tidligere har været udsat for angreb.

Noget af det bedste ved mødet var utvivlsomt, at de 40 fremmødte repræsenterede 23 forskellige aktører i turismens verden.

Det kunne konstateres, at der som sådan ikke blev fremført kritik mod den af VisitDenmark fremførte linje, og det var bestemt et positivt signal.

Direktør Jan Eriksen, Friluftsrådet, stillede indledningsvis spørgsmålet: »Fik turismen sin plads i reformen?«

Det kunne man så fundere over – efter mødet – men et nært forestående valg har ligesom bortledt opmærksomheden fra emnet hos vore politikere.

Der er blevet dømt timeout!

Formanden for VisitDenmark, Niels Nygaard, så det positive i, at turismefremme i forbindelse med vækstforaer var nævnt helt specielt som noget, man kan beskæftige sig med: »I hver region vil der fortsat være et eller flere destinationsselskaber.«

I Nordjylland har turismen som andel af de lovede 200 mio. kr. til denne landsdel via det midlertidige vækstforum fået tilsagn om 35 mio. kr., men det sker da også på betingelse af, at der oprettes en fælles organisation for turismen med regionsbestyrelse.

Direktør Pauli Jørgensen fra den fremtrædende destination »Toppen af Danmark« slog til lyd for, at turisten gerne vil opleve det, der er lokalt: lokalsamfundet og -befolkningen: »Det haster meget med at få øremærket og frigivet de 35 mio. kr. af hensyn til markedsføringen for 2006. Og endelig: Vi skal huske på de meget store forskelle, der er i regionerne, ellers brænder vi fingrene!«

Afdelingschef Erik Sejersen, Århus Amt, illustrerede, hvor meget turismen såvel i beskæftigelse som i beløb vil betyde for den kommende region Midtjylland: »Oplevelsesøkonomien er i den forbindelse basal. I øvrigt er Midtjylland et kludetæppe, når man iagttager de nuværende regionale selskaber.«

Sidste indleder, fuldmægtig Flemming Lehbert Sørensen, KL, orienterede om, hvorledes kommunerne med den nye struktur nu selv overtager naturen med de forpligtelser, der så følger med.

Han så endvidere det positive i Leader+, der giver tilskud til at fremme en positiv udvikling i de vanskeligst stillede egne i Danmark.

Diskussionen og debatten efter de indledende var livlig og interessant, og der blev bl.a. konkluderet:

1. Turismens placering i de nye kommuner må være noget, man finder ud af lokalt, men den bør afgjort ikke underlægges et erhvervsråd.
2. Vi skal fortsat være positive over for VisitDenmarks forslag til struktur – med gensidig bestyrelsesrepræsentation i de øverste lag.
3. Turismens repræsentanter bør være enige, hvis de skal nå noget.

Et udmærket arrangement, hvor man fik lejlighed til lytte til – og tale med – »de andre«!

Kjeld Larsen
Bestyrelsesmedlem i SdT


NYHEDER
BUREAU-AUTORISATION
AUTORISEREDE TURISTBUREAUER
KORT MED MARKERINGER

FORSIDE / PROFIL / KONTAKT & SERVICE / BESTYRELSE / DEBAT / LINKS