Det er en rigtig god idé, når SdT allierer sig med en turistforening for at programsætte årsmødet.
Således var det 21.-22. april, hvor Holbæk Regionens Turistforening bød »Velkommen til Holbæk«.
Eneste minus var, at ledsagerturen måtte udgå på grund af beskeden tilslutning.
Generelt må man dog sige, at der nok kunne have været flere til årsmødet. Men ellers oplevede deltagerne et par spændende dage med såvel et indendørs som et udendørs program.
Overnatning samt fredagens middag og lørdagens frokost fandt sted på Bromølle Kro, der som landets ældste privilegerede kunne opvise en ret så interessant historie gennem tiderne – lystigt og dramatisk fortalt under festmiddagen ved turistchef Ina Løndahl, Holbæk.
På forunderlig vis lykkedes det også denne gang for bestyrelsesmedlem Evan Herrig – med rejsefeber og jetlag i kroppen – på rekordtid at fremtrylle den efterhånden traditionelle, men alligevel altid sublime festsang. For en advokat turde retorikken være en selvfølgelighed og dermed åbenbart også versemageriet!
Der var velkomst til selve årsmødet ved Holbæk Regionens Turistforenings formand, Erik Willemoes, samt borgmester Jørn Sørensen, Holbæk.

Med den varme sofa i baggrunden ses fra venstre borgmester Jørn Sørensen, Holbæk, teaterleder Pia Jette Hansen og formand for SdT, Bjarne Kock.
Fredagens program blev garneret og krydret med en festlig salonstemning. Værtinde og teaterleder Pia Jette Hansen og pianist Hanne Meulengracht introducerede og kompletterede en dejlig dag på Holbæk Teater, hvor det syngende personale og den varme sofa blev til uforglemmelige begreber for deltagerne i årsmødet.
Ved ankomsten til teatret kunne man sagtens af vanvare komme til at slå sig ned i den centralt placerede sofa, men det gik snart op for alle, at den ikke var for menigmand. På selve dagen var den udset til bl.a. miljøminister Connie Hedegaard og kulturminister Brian Mikkelsen samt andre honoratiores.
Mange kendte personer har i de seneste år nydt at kunne indtage den varme sofa – og med den som udgangspunkt folde sig ud i salonen, hvis motto er: Så intimt som muligt!

Karsten Jansdorf og Pernille Schröder optrådte som besnærende revykunstnere.
Det syngende personale – i hvert fald for den dag – rummede blandt andet to berømte og ret så yndede revykunstnere, Pernille Schröder og Karsten Jansdorf. Vi var heldige, at det var lige dagen, hvor de »for resten« kom forbi! I flere afdelinger fik vi serveret en stribe kendte revynumre fremført i et kvikt
tempo. Sceneriet, interiøret og stemningen var ideelt til de to veloplagte kunstnere, så alle gode turistfolk fik fine oplevelser med sig hjem.
Oplevelsesturismen dækker faktisk bredt!

Kulturminister Brian Mikkelsen taler over emnet »Kulturen og turismen«.
Det var med en vis stolthed, SdT kunne udsende et program med indlæg ved hele to ministre. De havde hver især fået et aktuelt og varmt emne inden for turismen stillet til rådighed. Efter hvert indlæg var der tid til debat, ligesom der var tale om et formiddags- og et eftermiddagsindlæg, så der var mulighed for at reflektere indimellem.
Den nyvalgte formand for SdT, Bjarne Kock, introducerede begge ministre. Kulturminister Brian Mikkelsen var første taler med emnet »Kulturen og turismen«.
For ministeren var det en speciel fornøjelse at deltage i mødet, fordi kultur og turisme på mange måder er tæt forbundne. Turismen tilfører kulturområdet en betydningsfuld dimension ved til stadighed at efterspørge kulturens ydelser og produkter. Man kan måske ligefrem tale om en indbyrdes afhængighed.
Kulturens bidrag til samfundsudviklingen ændres i disse år. Fra at være identitetsdanner er kulturen efterhånden også blevet et vigtigt bidrag til den økonomiske udvikling.
Kulturinvesteringer har dog ofte størst succes, når de foretages ud fra et genuint ønske om at styrke kulturudviklingen selv.
Ministeren opridsede tre brandingsstrategier:
1. Fyrtårnsstrategien – hvor man skal forsøge at fange hele det internationale samfunds opmærksomhed – fx koncerterne i Horsens
2. Specialiseringsstrategien – hvor man profilerer sig via begivenheder og attraktioner inden for et afgrænset område – fx Skagen Visefestival
3. Dynamostrategien – hvor man styrker den kulturelle dynamik indefra – fx Holstebro som et kulturelt centrum med ballet, teatre, musikskoler og skulptur.
Det er med andre ord vigtigt, at de lokale turistforeninger gør sig nogle tanker og udfører et stykke arbejde for at finde ud af, hvilke udviklingsmuligheder der er i forhold til de lokalområder, man hver især repræsenterer.
Endelig omtalte ministeren en række statslige indsatsområder, der også illustrerer de erhvervsmæssige muligheder ved at profilere sig kulturelt.

Miljøminister Connie Hedegaard fortalte levende og engageret om naturparker.
Miljøminister Connie Hedegaard, der havde fået til opgave at tale om »Nationalparker i Danmark«, sagde:
– Jeg har set frem til en drøftelse af, hvordan vores natur- og landskabspolitik kan bidrage til at styrke turismen. Når vi er på rejse i udlandet, er deres nationalparker oplagte udflugtsmål. Store, næsten uberørte, naturområder med storslåede landskaber med vilde dyr og planter.
Men vi har ikke megen vild natur, der kan udlægges som en slags naturreservater. Det danske landskab er et brugsland med pletter og strøg af mere uberørt natur ind imellem. En nationalpark i Danmark må derfor være noget andet end dem, vi kender fra de store lande med vidtstrakte naturområder.
I Danmark skal det være områder, hvor vi gør en særlig indsats for at beskytte og udvikle naturværdierne, fremme friluftslivet og styrke de kulturhistoriske træk, samtidig med at der bor mennesker, og der drives forskellige former for erhverv.
Hvordan det kan gøres, fik jeg sidste år nogle bud på fra syv statsligt udpegede pilotprojekter, hvortil kommer Friluftsrådets yderligere tre områder.
En national følgegruppe har så samlet idéerne fra projekterne sammen i en rapport.
Hertil kommer, at Foreningen Destination 21 har givet mig turisterhvervets bud på, hvordan nationalparker kan gøres mere attraktive som besøgsmål.
Jeg vil i næste måned give Folketinget regeringens bud på elementerne i et kommende lovforslag om nationalparker. Et lovforslag vil kunne vedtages først i det nye år. Herefter kan der blive tale om at udvælge et, to eller tre områder som de første nationalparker.
Der kommer ingen nationalpark, hvis ikke den har bred lokal opbakning. Den første danske nationalpark bliver tidligst en realitet i 2008. Efter nogle års erfaringer kan vi så overveje at udpege flere nationalparker.
Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde med turisterhvervet, sluttede Connie Hedegaard.

Der var ægte stemning fra oldefars tid ved turen i hestevogn gennem Andelslandsbyen Nyvang.
Rejsen til oldefars tid
Lørdagen bød på bedre vejr, og det passede fint til programmet. I Andelslandsbyen Nyvang – Rejsen til oldefars tid – blev vi modtaget af direktør Tom Christensen, og det skete oven i købet på dagen for årets feståbning af Nyvang.
Vi fik en glimrende redegørelse for, hvor langt man er nået med at opbygge landsbyen. Hertil en beretning om de mange ting, der er med i den videre planlægning.
Og så gik det med hesteforspand rundt i landsbyen, hvor højdepunktet blev nået med smag på sild og brændevin ved husmandsstedet.
Herefter var der bustur til »Naturpark Åmosen-Tissø«, hvor bl.a. formanden for styregruppen, borgmester Henning Fougt, berettede om det store arbejde, der er udført i området. Vi fik uddybende forklaringer på, hvorfor netop dette område er en helt speciel naturoplevelse. Der blev også tid til at bestige en enkelt bakketop med udsigt ud over natursceneriet.
Herefter gik turen tilbage til Bromølle Kro – og så var dette årsmøde til ende.
Hvor skal det næste årsmøde mon holdes?
Kjeld Larsen