SdT er en af de organisationer, der har taget initiativ til, at der sættes mere fokus på vandreturisme.
Umiddelbart er hensigten, at denne herlige form for turisme bliver optaget blandt Aktiv Danmarks oplevelsestemaer på linje med de fem former for turisme, der allerede er der som et inspirerende tilbud.
SdT vil hermed signalere, at vi opfatter vandreturisme som et betydeligt indslag i det spekter, der skal være med til at føre dansk turisme videre.
Men i øvrigt kan man godt blive helt forpustet, når man hører om det store omfang, som vandreturismen år for år er nået frem til.
Der er således i høj grad tale om at samle og koordinere de mange gode tilbud, der allerede er på markedet.
Tallene taler for sig selv:
7000 km skiltede vandrerruter med en længde på min. 15 km og med 15 millioner overnatninger. Hertil kommer de mange ruter, som Skov- og Naturstyrelsen på fornem vis har oprettet.
Temaet var her d. 22. september taget op på et velbesøgt opstartsmøde i Odense med Dansk Vandrelaug og Aktiv Danmark som direkte arrangører.
Der blev givet mange og gode eksempler på, hvor langt de tysktalende lande som Schweiz, Østrig og Tyskland er nået bl.a. med skiltningen.
Ord som spirituel turisme og Vagabond Tours dukkede op og fortæller om den store mangfoldighed, der allerede er tilknyttet begrebet.
Klosterruten blev mesterligt gennemgået og introduceret ved Jens Kristian Krarup. Ruten kan sagtens bindes op på den øvrige turisme med ord som: spiritualitet, autencitet, fordybelse og gentagelse.
Stavgang eller det internationale Nordic Walking er nu blevet en vægtig faktor inden for vandreturisme. Det var yderst interessant at høre om teknikker inden for stavgang. Det er faktisk meningen, at det skal være lidt anstrengende – hvem troede dog egentlig det?
Hvad er definitionen på vandreturismen? ( Vandring på dansk )
”Man går for at gå” lyder det.
Så kan man fundere over, hvad det internationale udtryk mon bliver.
”Hiking Denmark ” – måske.
Der skal naturligvis være en minimum-opbakning bag vandreturisme som tema.
Måske vil 20 – 30 virksomheder være nok som en begyndelse.
I 2007 skal der gøres forsøg på at få hele begrebet indført som et initiativ, der kan være et ideelt og konstruktivt tiltag for Aktiv Danmark.
Der skal gennemføres og afprøves forsøgsruter.
Fra SdT´s side vil vi gerne understrege, at vi mener, turistbureauerne får en central rolle i opbygning og servicering.
Hermed er også turistforeningerne på banen som aktive medspillere.
Vi er der, hvor turisten er!