19.10.2006 Vægtige indlæg på vækstkonference i Herning

Vækstkonferencen er tænkt som en årligt tilbagevendende begivenhed. Det vil vi glæde os til! siger SdT's næstformand, Kjeld Larsen, Tversted.


Vækstkonferencen 2006:
Oplevelsesøkonomien
11. oktober 2006 – Herning Kongrescenter

Find det særpræg, I har brug for i jeres by. Sæt dagsordenen!

Dette udsagn blev givet af direktøren for Messecenter Herning A/S, Georg Sørensen,

på den velbesøgte konference, der fandt sted nu, hvor denne turistsæson ser ud til at nærme sig sin afrunding.

En konference, hvor VisitDenmark var blandt arrangørerne.

Dette signal gik i øvrigt igen i flere indlæg fra debatoplæggerne.

Man kan vel sige, at det var konferencens budskab.

Frank Panduro, Horsens ny Teater: Find din egen vinkel!

Knud Bjerre, Skive Beach Party: Find et eller andet, I kan være unikke på!

Lone Njor Hulth, Horesta, betegnede oplevelsesøkonomien som bevægende sig i et hurtigt tempo fra modefænomen til megatrend.

Men også vor kendte fremtidsforsker Rolf Jensen havde nogenlunde det samme budskab: Find jeres særpræg. Hold en HEARTstorm!

Rolf Jensens lidt spøgefulde definition på oplevelsesøkonomi – kort og godt: Når du appellerer til hjertet og tager penge for det!

Hvis fortællingen i øvrigt er stærk nok, behøver man næppe nogen egentlig form for reklame – tænk blot på mikrobryggerierne, udtrykte han videre.

Formanden for Danske Turistchefer Lars Nielsen: Nærheden er vigtig!

Når man bevæger sig i de store linjer, kan man let komme til at overse det nære.

Det var set fra turismens vinkel positivt og opløftende at lytte til Lars Nielsens budskab om struktur og turistbureauers geografiske placering:

Der er p.t. udtalelser fremme om, at vi alene skal have få, centralt placerede velkomstcentre. Men de vil let komme til at ligge fjernt fra de steder, hvor turisterne færdes. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat har en decentral struktur, så vi med turistbureauerne er der, hvor turisten er, sagde Lars Nielsen.

Lars Blicher Hansen: Destinationsmarkedsføring er død!

Programsat var det nok næppe, men timingen var perfekt, da Lars Blicher Hansen, VDK, som ordstyrer i runden: Image, dynamik og oplevelser, afleverede dette ret så spektakulære statement.

Hvad der gemmer sig heri, vil nok være en messe værd, men undertegnede fik dog en fortolkning om, at en markedsføring fra destinationer næppe kan stå alene, men bør følges op af f.eks. oplevelsesøkonomi og ditto -turisme.

Vækstkonferencen er tænkt som en årligt tilbagevendende begivenhed. Det vil vi glæde os til!

Kjeld Larsen,
næstformand SdT


        NYHEDER
        BUREAU-AUTORISATION
        AUTORISEREDE TURISTBUREAUER
        KORT MED MARKERINGER

        FORSIDE / PROFIL / KONTAKT & SERVICE / BESTYRELSE / DEBAT / LINKS