Bestyrelsen håber at se rigtig mange deltagere ved årsmødet i Ebeltoft lørdag 30. april 2005.
På mødet fredag 12. november 2004 behandlede bestyrelsen bl.a. følgende:
Årsmødet 2005
finder sted lørdag 30. april og holdes på Hotel Ebeltoft Strand.
På formiddagens temamøde vil der bl.a. være et indlæg af formanden for Amtsrådsforeningen, amtsborgmester Kr. Ebbensgaard, Roskilde, om turismen i den nye kommunalstruktur. Efter generalforsamlingen vil programmet bl.a. omfatte et besøg på Fregatten Jylland.
Bestyrelsen håber at se rigtig mange deltagere. Også ud over dem, der havde så positiv en oplevelse i Skanderborg i år, at de lovede at komme igen i 2005 og tage nogle flere med!
Husk at sætte kryds i kalenderen!
Strukturreformen
Kommunerne er allerede i gang med strukturændringen, og mange har fundet en eller flere partnere.
Reformen vil også få konsekvens på turismeområdet, og det er aftalt at skrive til samtlige turistforeningsformænd for at oplyse, at SdT's holdning i forbindelse med kommunesammenlægningerne er, at der må advares mod at skære ned på den lokale servicering af turisterne.
Uddannelse af bureaupersonale
SdT udgør sammen med Foreningen af danske Turistchefer (FdT), Danmarks Turistråd (DT) og konsulentfirmaet Connectia en styregruppe, der har planlagt søsætning af et uddannelsesprojekt for både bureaumedarbejdere, turistchefer og evt. bestyrelsesmedlemmer i løbet af efteråret 2005.
Der søges »spydspids«-projektmidler til med-finansiering af kurserne, som måske kan tænkes afviklet i en alliance med erhvervsakademierne.
Friluftsrådet
SdT er med et indsatsområdet »Fremtidens frivillige organisationsarbejde« – et spændende projekt, som også har sat SdT i gang med at se på sin egen organisation såvel som medlemsforeningerne.
Noget af arbejdet skulle gerne føre til, at SdT bliver i stand til at give turistforeningerne nogle idéer og værktøjer til at blive mere synlige i lokalområdet.
Det er især påkrævet i anledning af de ændringer, den nye kommunestruktur ventes at medføre, men også for at øge turistforeningernes indflydelse og opbakning og som følge deraf øget medlemstal.
Hvordan gør SdT sig synlig over for andre organisationer, og hvad kan vi tilføre dem?
Svaret på det sidste er, at vi i turismemæssig henseende har en bred basis. Ingen anden organisation spænder over så mange forskellige erhverv og erfaringer som SdT. Alle andre turismeorganisationer er enten brancheorganisationer eller markedsførings- og udviklingsorganisationer, og fokus i dansk turisme har som bekendt i mange år været på markedsføring og udvikling.
På den baggrund er der opstillet en udviklingsplan, som skal gøres anvendelig både for SdT og medlemsforeningerne. Noget af det er sat i værk, og det har været en god øvelse at få processen struktureret.
På Friluftsrådets hjemmeside
www.friluftsraadet.dk kan der læses mere om projektet.
Destination 21
Der har netop været generalforsamling i D21. Her blev det besluttet, at foreningen, der nu er sat på vågeblus, skal arbejde hen imod en forening til fremme af bæredygtig turisme, bl.a. for at få de mange eksisterende miljømærkninger gjort mere koncentreret og kendt.
Friluftsrådet vil samle alle med interesse heri til en konference først i det nye år.
www.sdt.dk
Bestyrelsen har indset, at hjemmesiden trænger alvorligt til fornyelse. En ny hjemmeside, der bl.a. vil komme til at indeholde en »pind« om den kommunale strukturreform, vil være klar i begyndelsen af det nye år.
NYHEDER
BUREAU-AUTORISATION
AUTORISEREDE TURISTBUREAUER
KORT MED MARKERINGER