28.04.2009 Bureau-autorisation et aktuelt debatemne på SdT's årsmøde
Medlemmerne frygter en udvanding af kravene til bureauvirksomhed, når og hvis der tildeles autorisationer til f.eks. campingpladser og kroer.
Fra Samvirkende danske Turistforeningers Årsmøde i Køge lørdag 25. april 2009
Autorisationerne var det meget aktuelle emne ved debatten på generalforsamlingen.
- Er der opblødning i kriterierne for tildelinger af i-mærkerne, der indestår for kvaliteten af turistbureauerne? lød et af spørgsmålene.
- Hvis vi slækker på kravene, saver vi den gren over, vi sidder på, lød det fra forsamlingen.
- Har man ikke fulgt godt nok med i udviklingen hos Autorisationsudvalget?
Det blev afsættet til den mest markante debat under mødet, og bestyrelsen for SdT lovede at bringe kommentarerne/kritikken videre til Autorisationsudvalget, der i øvrigt som næstformand har SdT´s formand Bjarne Kock.
Frygten for en udvanding af de rimeligt kontante krav er bestemt til stede, når og hvis der tildeles autorisationer til f.eks. campingpladser og kroer.
Dette vil givetvis også være i modsætning til den opkvalificering, der er på vej til turistbureauerne, når de skal udvikle sig til nye DMO'er (Destination Management Organisation). Et begreb og en klassifikation, der er lanceret og kvalitetsbestemt af Visit Denmark.
Generalforsamlingen gav genvalg til formand Bjarne Kock, Aabenraa, og næstformand Kjeld Larsen, Tversted.
Som nyt medlem valgtes Peder Wigh Krogh, Nykøbing F., der så afløser Johs. Christoffersen, Næstved.
