SdT forstærker sin indsats for at være med i den dagsaktuelle debat om turismen og dens udvikling.
I de fleste kommuner er styringen af turismeudvikling lagt i faste rammer via flerårige forretningsplaner og etårige resultatkontrakter, hvor parterne er kommunen og den enkelte turistforening.
Som fællesforening for Danmarks omkring 100 turistforeninger ønsker SdT at styrke sin profil, at synliggøre turistforeningerne som en vigtig brik i den samlede turismestruktur i Danmark – og i en tid med strukturelle forandringer at varetage rollen som den lokalt forankrede turismes talerør.
I den anledning diskuterer vi i bestyrelsen en ændret pressestrategi, der skal føre til at øge offentlighedens kendskab til SdT og til medlemsforeningerne, at placere SdT som den dialogskabende aktør i dansk turisme, at placere SdT i offentligheden som den lokale turismes talerør med fokus på den grønne profil i turismen – samt at tilbyde medlemsforeningerne en national kommunikationsplatform.
Kommunikationen skal være kendetegnet af budskaber med holdning – SdT står for dialog, grøn profil og lokal forankring – samt være kendetegnet ved aktualitet. SdT er med i den dagsaktuelle debat om turismen og dens udvikling.
Ovennævnte krav til kommunikationen har haft sin pris, idet udgivelsen af vort hidtidige nyheds- og debatforum Nyhedsbladet er stoppet med nr. 3/2009 – og indtil videre infomerer vi på foreningens hjemmeside www.sdt.dk
Bestyrelsen for Samvirkende danske Turistforeninger har besluttet at udmelde og igangsætte et arbejdsprojekt med start primo 2010 – Naturen byder dig velkommen. Med dette projekt vil vi give vore medlemmer et bredere og bedre kendskab til naturen. SdT har friluftsliv som en vigtig faktor i sit arbejde, hvilket samarbejdet med en række friluftsorganisationer også vidner om. Ord som turistindsats med grøn profil optræder som undertitel hos SdT – også det forpligter til at gøre en indsats.
Vi mener, at vi hermed vil kunne give nogle bud på, hvordan den enkelte turistforening vil kunne integrere disse informationer over for medlemmerne, så foreningerne også hermed i højere grad vil kunne leve videre som selvstændige foreninger – i en tid, hvor sammenlægninger og fusioner er i høj kurs på diverse generalforsamlinger.
Naturen byder dig velkommen er arbejdstitlen, og den vil vore medlemmer høre meget mere om i løbet af året 2010, hvor processen vil finde sted.
Den flerårige samarbejdsaftale, som er indgået mellem Foreningen af danske Turistchefer, VisitDenmark og Samvirkende danske Turistforeninger, rummer også mulighed for fælles aktivitetstiltag/events.
En sådan event Oplev Danmark / Turismens dag finder sted lørdag 29. maj 2010 og skal være en dag, hvor turistbureauerne i samarbejde med VDK og turismevirksomhederne inviterer den danske befolkning til at være turister i deres eget land og lokale område – og hvor dagen benyttes til at fortælle befolkningen om turismens betydning samt det arbejde, der lokalt og nationalt udføres af turismens aktører.
Formålet med den fælles event er at sætte fokus på turismen og gøre den danske befolkning til ambassadører for det danske turismeprodukt – samt for at understrege og vise, at forskellige aktører i turismen kan arbejde sammen.
SdT’s bestyrelse opfordrer alle vore medlemmer til at indgå i et positivt og konstruktivt samarbejde om at løfte disse projekter til vellykkede forløb, og i den ånd vil vi gerne sende ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.
Bjarne Kock
formand for SdT