Året 2009 indfriede bestemt ikke forventningerne – så derfor: Der SKAL tænkes nyt!
Danskerne bliver bombarderede med mange flotte tilbud om eventyrligt billige flyrejser sydpå.
For mange familier er det nu blevet en naturlig ting, at man vælger ikke blot én flyrejse til varmere himmelstrøg om året, men gerne flere og til nye destinationer.
Dette er kun ét eksempel på, hvorfor det kan være svært at fastholde en stigende kurve for turismeomsætningen. Andre eksempler kan sagtens trækkes frem.
Derfor er det en oplagt god ide, når Danske Turistchefer og VisitDenmark i samarbejde lancerer en
TURISMENS DAG 2010 under mottoet Oplev Danmark.
Kryds derfor venligst dagen af allerede nu: LØRDAG d. 29. MAJ 2010.
Samvirkende danske Turistforeninger følger initiativet med største interesse og vil også være med, når tingene sker.
Konceptet bag lanceringen er klogt og næsten genialt:
· Den danske befolkning inviteres til at være turister i deres eget område
· Den danske befolkning skal være ambassadører for det danske turismeprodukt
Der er lagt op til mange lokale aktiviteter, og der forventes i den forbindelse tilsagn fra en lang række kommuner om at være med.
Der vil være aktiviteter på det nationale niveau som f.eks. en fælles national konkurrence eller aktivitet, der så kan gå igen ved alle lokale aktiviteter.
Styringsgruppen bag Turismens Dag har allerede nu listet en lang række eksempler på, hvad der vil kunne være af lokale aktiviteter, men den gode historie skabes traditionelt bedst lokalt, så derfor er der rimeligvis ikke opsat snærende bånd for hvad, der måtte kunne ske rundt om i kongeriget.
Men turistbureauerne vil givetvis få tildelt en central rolle for afviklingen af TURISMENS DAG.
SdT ønsker held og lykke med et tiltag, der fortjener STOR opbakning.
Vi vil naturligvis her på hjemmesiden undervejs i forløbet orientere yderligere.
m.v.h.
Kjeld Larsen
Næstformand SdT