09.07.2010 Skagens Odde Nationalpark er gået i baglås

Måske har det været svært at gennemskue, om Nationalparken vil være et gode for turismen eller en barriere, der kan bremse en turistmæssig udvikling?


Vendelboerne er et særligt folkeslag. Gennem tiderne har det vist sig, at de ikke bare underordner sig regler, som har været evident klare og overbevisende for det øvrige kongerige. Man vil have lov til at tænke selv og som en følgevirkning heraf melde ud klart og utvetydigt.

Det handler ikke om at være ”norden for lov og ret” og heller ikke om at være ”så lowli som mowli”, men slet og ret en klar selvstændighedstrang.

Det var nok det, der satte et meget stærkt præg på det sidste af tre debatmøder om Nationalpark Skagens Odde 29. juni på Diget – Højskolen ved Skagen.

Styregruppen bag projektet havde lavet et grundigt forarbejde, og oven i købet inviteret formanden for Nationalpark Thy Ejner Frøkjær med til mødet. Han berettede om, at der var landmænd i Thy, som spurgte, om ikke de kunne få deres jord med i Nationalparken, hvor modstanden på mødet især kom fra netop landmændene.

Aversion var der i øvrigt også fra fiskeriet og en campingpladsejer.

Landmændenes egen organisation Landbo Nord havde udført et grundigt forarbejde, så medlemmerne var vel påklædte til at gå ind i debatten, hvilket de bestemt også gjorde. Det var især frygten for skærpede miljøkrav, der kaldte debattørerne frem.

Modsat havde Styregruppen for Nationalparken også været ret så aktive m.h.t. at imødekomme ønsker fra især landmændene.

Det resulterede i, at Afgrænsningsgruppens geografiske udformning havde fået et noget kringlet forløb med tynde arme, der strækker sig ud i landskabet for at undgå evt. konfrontationer.

Med dette forslag vil det nok kunne være svært at finde ud af, om man befinder sig i eller uden for Nationalparken.

Turismen har i denne sag hidtil stået lidt på sidelinjen.

Måske har det været svært at gennemskue, om Nationalparken vil være et gode for turismen eller en barriere, der kan bremse en turistmæssig udvikling.

Forslaget går nu i offentlig høring frem til 16. august.

Det bliver unægtelig ret så spændende at se resultatet.


NYHEDER
BUREAU-AUTORISATION
AUTORISEREDE TURISTBUREAUER
KORT MED MARKERINGER

FORSIDE / PROFIL / KONTAKT & SERVICE / BESTYRELSE / DEBAT / LINKS