Formand Palle Ømarks beretning ved SdT's årsmøde i Ebeltoft lørdag 30. april 2005.
Det har vi nået
- Udgivet en profilbrochure "Vi er dér hvor turisten er!"
- www.sdt.dk er blevet fornyet
- Stået for Destination 21's seminar om turismen og nationalparkerne 4. april
- Blevet medlem af styregruppen for Friluftsrådets indsatsområde "Fremtidens frivillige organisationer"
- Deltaget i styregruppen "Kompetenceudvikling af medarbejdere på turistbureauerne"
- Fået et velfungerende sekretariat for Autorisationsudvalget
- Styrket vores position som en aktiv og seriøs aktør blandt turismens organisationer
Det har vi ikke gjort godt nok
- Vi har ikke formået at få mere dialog med medlemsforeningerne
- Vi har ikke været hurtige nok til at informere medlemsforeningerne om strukturreformen
Udviklingen i dansk turisme
Hvis man vurderer udviklingen i dansk turisme ud fra, hvor mange penge regeringen sætter i turismen, går det den forkerte vej. Hvis man vurderer ud fra, hvad regeringen siger om turismens betydning, går det den rigtige vej. At tiltrække turister fra udlandet er en væsentlig del af det danske eksporterhverv, og alle er enige om, at turismen har betydning for beskæftigelsen, ikke kun i udkantområderne. Det er endda en beskæftigelse, der ikke kan flyttes til udlandet.
Det er ikke meningen at bruge årsberetningen til en diskussion om, hvem der bør finansiere turismen, men man kan ikke frakende regeringen et vist ansvar for at skaffe tilstrækkelige midler til udviklingen og markedsføringen af Danmark som turistland på de udenlandske markeder. Det er også betænkeligt bevillingsmæssigt at udsulte Visit Denmark (VDK), hvis det medfører, at det ikke kan varetage de koordinerende og udviklende opgaver som Danmarks centrale turismeorganisation. Der er ingen andre til at gøre det.
Det er positivt, at Venstre har udarbejdet en turistpolitik. Den nævner ganske vist ikke turistforeningerne og kun sporadisk turistbureauerne, men alligevel. Venstre havde også udpeget en turistpolitisk ordfører, men han blev ikke genvalgt, og der er desværre ikke kommet en ny. Derimod har Det Radikale Venstre udpeget en turistpolitisk ordfører, Johs. Poulsen. Bestyrelsen har præsenteret SdT og dets synspunkter for begge. Vi håber, at idéen med en turistpolitisk ordfører breder sig.
Efter at VDK et par år at har arbejdet med sit visionarium, blev der i januar afholdt nogle møder med turisterhvervet, hvor resultaterne blev præsenteret og diskuteret. SdT havde den tilfredsstillelse at være med til mødet med organisationerne. Her lagde VDK op til et formaliseret og forpligtende samarbejde med et klart mandat til en større finansiering af nuværende og kommende projekter. I 2005 og 2006 arbejdes med kystturisme og MICE (Meetings, Incentives, Congresses & Exhibitions).
SdT finder, at denne måde at samarbejde på er en positiv nyskabelse. Som landsorganisation er det ikke en opgave for os at deltage i udviklingsprojekter, men det er det for medlemsforeningerne – især dem, der driver turistbureau – hvis der er et projekt, der med hensyn til produkt, sted eller tema berører foreningens område.
Sidste år udtrykte bestyrelsen det håb, »at DT's (nu VDK's) position bliver styrket, og der bliver taget fat på en arbejdsdeling og opgavefordeling i det brogede og fragmenterede billede af organisationer inden for turismen«. I det forløbne år har bl.a. turismens brancheorganisationer krævet, at der etableres en arbejdsdeling mellem VDK og regionsselskaberne. VDK's position er blevet styrket, til dels gennem at de i stigende grad har påtaget sig opgaverne som »radar og megafon« for at bruge adm. dir. Ulrik Bülows ord, og at dette anerkendes af resten af turismen. Bl.a. har vi set tiltag til en fælles holdning til turismens deltagelse i de kommende vækstfora og til en fælles holdning til nationalparkerne.
Strukturreformen
Bestyrelsen havde ventet, at den kommende reform af den kommunale struktur ville have betydet større omvæltninger i turismens struktur, end det har været tilfældet indtil nu.
Nu er arbejdet om den praktiske gennemførelse af kommunesammenlægningerne imidlertid kommet i gang, og hermed må vi også forvente, at spørgsmålene om antallet af turistbureauer og -informationer, omfanget af den kommunale betaling, og hvem der skal være driftsherre, vil melde sig med stigende styrke.
Det vil berøre mange af medlemsforeningerne. Nogle er allerede blevet berørt. Det er som tilforn SdT's holdning, at det ikke er en kommunal kerneopgave at drive turistbureau, men de færreste kan klare sig uden kommunalt tilskud. Turistforeningens brede sammensætning med private, handelsstand og turisterhverv gør den særligt velegnet til at varetage opgaven at drive turistbureau. Der er imidlertid ikke nogen naturlov, der siger, at turistbureauer skal drives af turistforeninger, så det er en opgave for hver enkelt forening at overbevise kommunen om det og så i øvrigt vise sig smidig til at samarbejde med andre turistforeninger og erhvervsråd i de nye kommuner.
SdT har sammen med Foreningen af danske Turistchefer (FdT) deltaget i den sparsomme debat, der har været om emnet i årets løb, og i hvert fald Ulrik Bülow har erkendt, at der ikke er nogen sammenhæng mellem antallet af turistbureauer og antallet af kommuner. Også professor Steen Hildebrandt fra Handelshøjskolen i Århus har udtalt, at turistforeningerne er særligt velegnede til at varetage de lokale opgaver på området.
Bestyrelsen følger udviklingen nøje og er fortsat til rådighed med råd og vejledning til de foreninger, der har brug for det. Det er der allerede nogen stykker, der har benyttet sig af.
Den grønne profil
Gennem udgivelsen af profilbrochuren »Vi er dér hvor turisten er … turistindsats med grøn profil« har vi over for en bredere kreds præsenteret og præciseret, at vi går ind for turisme på bæredygtigt grundlag. Vores fortsatte medlemskab af Destination 21 bekræfter dette. Destination 21 skal udvikles til et samarbejdsforum for alle, der arbejder for bæredygtig turisme. Derimod skal den ikke beskæftige sig med at udvikle destinationer efter det hidtidige koncept, der må betegnes som uhensigtsmæssigt.
Nationalparkerne er en anden del af vores grønne profil. Destination 21 arrangerede i begyndelsen af april et seminar, hvor temaet »Beskyttelse og benyttelse i nationalparkprojekterne« var hovedtemaet. SdT var blevet bedt om at stå for arrangementet, der blev støttet af tipsmidlerne. Seminaret havde ca. 80 deltagere, heraf – heldigvis – mange, der ikke kom fra turismeerhvervet. Forhåbentlig fik vi aflivet nogle myter om hinanden. SdT ser det som et problem, at ingen rigtig véd, hvad en nationalpark skal være, og hvad den betyder for erhvervsdrivende, beboere og besøgende, herunder turister. Det er forståeligt, at denne usikkerhed skaber frustrationer. SdT støtter nationalparktanken og gentager opfordringen til de medlemsforeninger, der ligger i pilotprojektområderne til at deltage aktivt i arbejdet. Organisationerne uden for turisterhvervet undrer sig over, hvor turisterhvervet er blevet af i denne sag.
Den tredje del af vores grønne profil er arbejdet i Friluftsrådet. I maj 2004 blev vi inviteret til at deltage i styregruppen i indsatsområdet »Fremtidens frivillige organisationer«. Vi accepterede, da det ville bidrage til arbejdet med vores egen foreningsplan og til, at vi kunne få et bedre samarbejde med Friluftsrådets øvrige organisationer. Et samarbejde, som også vil smitte af på lokalt plan. De øvrige deltagere er Dansk Vandrelaug, Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Firmaidrætsforbund, Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk Fritidsfiskerforbund. En broget flok, men et inspirerende samarbejde. Det var en stor overraskelse for SdT's deltagere, at de øvrige stort set ikke kendte noget til turistforeningerne. Vi har derfor opfordret både Friluftsrådets organisationer og vore egne medlemsforeninger til et nærmere samarbejde. Næsten alle turister dyrker deres fritidsinteresser, når de er på ferie, og alle medlemmer af Friluftsrådets organisationer er turister.
Palle Ømark overtog i årets løb af praktiske grunde bestyrelsesposten i D21 fra Kjeld Larsen. Palle Ømark, Bjarne Kock og Arne Andersen deltager i arbejdet i Friluftsrådet, med Arne Andersen som vores mand på nationalparkområdet.
Autorisationsudvalget og andre mærkningsordninger
Autorisationsudvalget har nu i mere end et år haft til huse på Skeelslund i henhold til en driftsaftale mellem Autorisationsudvalget og SdT. Ilse Trøst varetager opgaverne for Autorisationsudvalget samtidig med opgaverne som sekretariatsleder for SdT. Bestyrelsen finder, at det er en god løsning, som er til gavn for SdT, idet den giver os en større berøringsflade. Driftsaftalen fortsætter i 2005. Palle Ømark repræsenterer SdT i Autorisationsudvalget.
Der har i årets løb været en del korrespondance omkring Margueritruten. Friluftsrådet overtog rettighederne til ruten fra Turismens Fællesråd, men Politikens Forlag har rettigheden til at udgive publikationer på dansk om ruten. Vejdirektoratet har det overordnede ansvar for skiltningen. Ruten er ikke vedligeholdt i mange år, og skal den fortsætte, må den snart revideres.
Seværdighedsskiltningen med M52, Johanneskorset, har også ligget underdrejet i nogle år. Vejdirektoratet har retten til at tildele skiltet, men ikke ekspertisen, og i erkendelse heraf blev bl.a. SdT indkaldt til et møde i begyndelsen af december, hvor det umiddelbare formål var at behandle et antal principielle ansøgninger. Samtidig foreslog Vejdirektoratet, at der blev nedsat et rådgivende udvalg for turismevejvisning. SdT bekræftede, at man gerne ville deltage, og forhåbentlig kommer der noget konkret ud af idéen i det kommende år.
Uddannelse
På de to seneste årsmøder har spørgsmålet om uddannelse af turistchefer og bureaupersonale været rejst. I slutningen af juli udbød FdT, VDK, SdT og kursusvirksomheden Connectia kurserne »Det levende turistkontor« og »Resultater gennem medarbejdere«. Sidstnævnte var relevant for bestyrelserne, idet det også berørte samarbejdet mellem bestyrelse og turistchef. Selv om kurserne ikke var særligt dyre, var tilslutningen dog for ringe, hvad enten det skyldtes manglende økonomi (som FdT mente) eller manglende interesse.
I eftersommeren gjorde VDK opmærksom på, at der var mulighed for at søge spydspidsmidler fra Erhvervs- og Byggestyrelsens turismepulje til opkvalificering af turistbureauer og -informationer. Vi besluttede derfor at opgive ovennævnte projekt og gik i gang med en større satsning. Desværre tillod reglerne ikke, at et privat firma deltog, og vi måtte derfor finde et andet koncept. Hen over nytår arbejdede VDK, SdT og FdT suppleret med konsulent Mogens Stendrup og professor Jon Sundby på en ansøgning til et projekt »Kompetenceudvikling af medarbejdere på turistbureauerne«. I marts fik vi bevilget 1,5 mio. kr. Bestyrelsen venter sig meget af projektet og opfordrer alle de medlemsforeninger, der driver turistbureau eller -information til at deltage. KL bliver inddraget i den praktiske udformning, så der burde være gode muligheder for at få lidt ekstra penge til gennemførelsen ude på bureauerne og informationerne. Palle Ømark deltager i styregruppen.
Campingrådet
2004 blev et lidt mindre godt år for dansk camping. Antallet af overnatninger faldt med godt 0,5 mio. til 11,5 mio. Det var ikke tilfredsstillende, slet ikke, når der ses på den meget positive udvikling, camping generelt er inde i i disse år. Men vejret var jo meget vådt i juli! Og specielt teltfolket blev hjemme eller kørte eller fløj langt sydpå efter solen. Man kan dog håbe på, at 2004 var en midlertidig »opbremsning« i antal overnatninger, da antallet af solgte campingvogne, teltvogne, telte og autocampere fortsatte ufortrødent det seneste år, og camping er blevet trendy!
Stjernekravene har været til revision gennem de seneste par år, og revisionen blev langvarig, bl.a. fordi Sverige, Norge og Finland ønskede at anvende de nye danske stjernekrav efter en fælles gennembearbejdning, sådan at der nu er et fælles nordisk stjernekravssystem, der for 99 pct. består af det nye danske klassifikationssystem. Samtidig betyder det, at den nordiske standard på campingpladser nu bliver væsentligt forhøjet, eftersom kravene i de øvrige tre lande har været mindst en stjerne efter de danske krav.
De nye kvalitetskrav, der var planlagt til offentliggørelse i 2006, vil blive testet endnu et år, således at det først i 2007 bliver synligt for gæsterne, hvilken kvalitet den enkelte plads har.
»Camping Danmark« (fortegnelsen over alle godkendte campingpladser) er blevet moderniseret, ligesom internetsiden www.danskecampingpladser.dk er blevet fornyet, så den ligesom bogen indeholder alle de nye symboler, temasymboler, priser mv. Endvidere er søgemulighederne blevet forbedret, så det er muligt at søge præcist efter den plads, der opfylder ens ønsker mht. landsdel, stjerner, tema/temaer, priser mv. Ilse Trøst har en plads i Campingrådets bestyrelse, og SdT sætter fortsat arbejdet i Campingrådet meget højt.
DANHOSTEL/Landsforeningen Danmarks Vandrerhjem
Vandrerhjemsorganisationen kan i år fejre 75-års jubilæum, hvilket vil blive markeret ved forskellige arrangementer året igennem. I anledning af jubilæet holdt Københavns Kommune en reception på Københavns Rådhus 11. april, hvor der både blev præsenteret en jubilæumsbog og -plakat. Endvidere fik deltagerne forevist en film, der dels fortæller vandrerhjemmenes historie, dels viser eksempler på de meget forskelligartede vandrerhjem. Filmen bliver senere på året vist på landsdækkende tv. Jubilæet fejres (ikke mindst!) med åbendag-arrangementer på mange af landets vandrerhjem 22. maj.
Strukturen i DANHOSTEL/LDV er igen taget op til revision, men det er stadig SdT's holdning, at selv om organisationen ændrer opbygning, skal vandrerhjemmene fortsat adskille sig skarpt fra hoteller, kroer og kursuscentre. SdT er repræsenteret i LDV's bestyrelse af Ilse Trøst.
Turistforeningerne
SdT rummer fortsat samtlige turistforeninger undtagen én. Der har ikke været ændringer i antallet af foreninger i årets løb, men Hjørring har besluttet at opløse foreningen. Dette afgøres på en ekstraordinær generalforsamling i maj.
Bestyrelsen har bestræbt sig på at forbedre informationen til foreningerne bl.a. gennem nyhedsbrevet, som vi håber – men ikke er sikre på – kommer rundt til hele bestyrelsen i hver eneste turistforening
Vi har i nogle tilfælde bistået foreninger med råd og støtte i forbindelse med de kommende kommunesammenlægninger. Da der ikke er nogen naturlov, der siger, at turistbureauer skal drives af turistforeninger, må den enkelte forening, hvis den fortsat ønsker at drive turistbureau, være offensiv og gøre kommunens forhandlingsudvalg opmærksom på fordelene ved at lade foreningerne i den ny kommune drive turistbureauerne. Politikere véd generelt ikke meget om turistforeninger og turistinformation, og embedsmændene véd normalt endnu mindre.
Ligesom SdT har gjort det, må den enkelte forening overveje, om den er synlig nok. Hvis nej, så er det nødvendigt at blive det for at blive taget alvorligt og blive taget med på råd.
Bestyrelsen synes stadig, at der er for lidt kontakt mellem SdT og medlemsforeningerne, men vi sporer på den anden side heller ingen utilfredshed.
De indre linjer
Bestyrelsen har holdt fem ordinære møder samt et konstituerende møde. Desuden har dele af bestyrelsen mødtes i forbindelse med arbejdet i Friluftsrådet. Arbejdet er foregået i en meget behagelig og konstruktiv atmosfære, præget af en vilje hos alle til at nå resultater og til at deltage i arbejdet.
Sidste år måtte vi møde op med et regnskab med underskud. Det er heldigvis vendt til et mindre overskud i år, til dels forårsaget af øgede aktiviteter. Selv om vores mål ikke er overskudsmaksimering, er det bestyrelsens politik at konsolidere SdT's økonomi i lyset af usikkerheden om det fremtidige antal medlemsforeninger efter gennemførelsen af strukturreformen og til fremtiden for det internationale campingpas.
Strategiplanen, der nu hedder foreningsplanen, har været grundlaget for vores arbejde, og den er blevet suppleret med en handlingsplan. Resultatet af deltagelsen i Friluftsrådets projekt Fremtidens frivillige organisationer vil forhåbentlig bidrage til en tilpasning af foreningsplanen i det kommende år.
Information og pr
www.sdt.dk er blevet forbedret, hvilket var tiltrængt. Ejgil Bodilsen har stået for arbejdet; Ejgil er vores webmaster og redaktør af nyhedsbrevet. Vi håber, at hjemmesiden bliver til nytte. Forslag til forbedringer modtages gerne.
Vi arbejder fortsat på at forbedre nyhedsbrevet. Bl.a. bør det udkomme hyppigere. Ud over at være en løbende orientering om, hvad bestyrelsen laver, og hvad der ellers sker inden for turismen, og som ikke står alle andre steder, vil vi gerne have flere bidrag fra foreningerne, således at nyhedsbrevet også afspejler foreningerne holdninger og aktiviteter. En appel herom er da også lykkedes i nogen grad, men vi skulle gerne gøre nyhedsbrevet endnu bedre. Det er tilfredsstillende, at nyhedsbrevet også bliver læst uden for foreningernes kreds.
I efteråret 2004 udgav vi vores nye profilbrochure »Vi er dér hvor turisten er … turistindsats med grøn profil«. Den er trykt i 5.000 eksemplarer og redigeret af Ejgil Bodilsen. Brochuren er fordelt til medlemsforeninger, turismens organisationer og relevante myndigheder og politikere. Vi håber, at medlemsforeningerne også har spredt dem i lokalområdet. Den er blevet godt modtaget, bortset fra en enkelt kommentar om, at billedet med cykelruteskiltet er forældet og misvisende. Djævelen sidder jo i detaljen, så det skifter vi ud i næste oplag.
Flere af bestyrelsens medlemmer har deltaget i debatten i fag- og dagspressen i årets løb, især med artikler om den lokale turisme efter strukturreformen.
Det kommende år
De konkrete tiltag til gennemførelse af strukturreformen vil vise sig i det kommende år. Det er spørgsmål, der skal løses lokalt, og det er som nævnt oven for vigtigt, at medlemsforeningerne véd, hvad de vil, og fremlægger det på en positiv måde. Der er ingen tvivl om, at samarbejde og fleksibilitet vil være midlet, hvis den enkelte turistforening fortsat vil have de samme opgaver som i dag eller måske flere. Bestyrelsen vil følge udviklingen og er rede til at bistå med råd. Brug os; vi har nogle erfaringer på området.
Den anden store opgave er uddannelsesprojektet for turistchefer og bureaupersonale. Den tredje er nationalparkprojekterne. Den fjerde er arbejdet med at skabe sammenhæng i turismeorganisationernes arbejde for ad den vej at få mere forståelse for turismen og mere indflydelse på beslutningerne.
Desuden vil vi arbejde fore et tættere samarbejde mellem bestyrelsen og medlemsforeningerne. Vi har brug at vide, hvad I ønsker, vi skal gøre for jer.
Alt i alt kan vi se tilbage på et positivt år, og vi ser frem til et spændende år.
Palle Ømark,
formand for SdT
NYHEDER
BUREAU-AUTORISATION
AUTORISEREDE TURISTBUREAUER
KORT MED MARKERINGER