Hvorfor skal kun danske kunne eje danske sommerhuse?
Der var ganske mange, der erklærede sig ret så tilfredse, da Danmark af EU fik lov til at kunne håndhæve en regel om, at alene danske kan eje danske sommerhuse. Sommerhusprotokollen blev særordningen kaldt.
Men verden er da international, er der mange, der hævder, og når danske kan købe feriehuse i Spanien, så må danske sommerhuse også kunne omsættes på et langt bredere marked.
Men man skal huske på, at reglen i sin tid blev indført, bl.a. fordi sommerhusene i vort lille land ret så hurtigt ville kunne opkøbes af de mange millioner, der bor rundt omkring og tæt på Danmark.
Vi hilser bl.a. tyske turister velkommen til at leje og benytte sommerhusene her, men situationen vil kunne blive helt anderledes, om man kunne købe feriehusene.
Jo, prisen vil givetvis blive presset op til glæde for de, der ønsker at sælge.
Hvordan vil det være med benyttelsesgraden? Det er nok et svært spørgsmål, men der kan ske det, at sommerhusene ikke bliver benyttet i så lang tid som i dag, hvilket bl.a. kan få indvirkning på en omsætning i sommerlandet.
Vil vore turistbureauer fortsat opnå samme indtjening til gavn for dansk turisme?
Der er særdeles mange specielt tyske turister, der lejer sommerhuse her i landet, og ejerne af de respektive sommerhuse er oftest ganske tilfredse med lejerne.
Men hvis reglen bliver ophævet, og der er givet grønt lys for at sælge til indbyggere i en række EU-lande, så er der ingen vej tilbage.
Hvis man går i dybden med ejerforhold, kan man allerede i dag konstatere, at f.eks. nordmænd og svenskere ejer huse her i landet via diverse selskabskonstruktioner
Det er meget vigtigt, at hele problematikken bliver grundigt endevendt.
Hvis der da i det hele taget er nogen problematik.
Der er måske kun nogle få, der i dag argumenterer for, at den omtale regel skal afskaffes.
Derfor: Der er ingen grund til at foretage sig noget overilet, og der er masser af tid til at tænke sig grundigt om.
Kjeld Larsen
Næstformand i SdT
kjeldlarsen@mail.dk