Det står slemt til mange steder m.h.t. landsbyernes mulighed for overlevelse
Danmarkskortet er ligeledes ved at gennemgå en forandring, når man skal iagttage, hvor der er turistforeninger, og der kan efterhånden blive lidt langt imellem.
Så der er på en måde tale om et skæbnefællesskab mellem landsbyer og turistforeninger.
Nationalkomiteen ”Blomstrende Landsby” holdt her forleden efter en længere pause komitemøde i Vejen – naturligvis i Landdistrikternes Hus.
Der var heldigvis en række lyspunkter – her nævnes bl.a.:
Der vil ske en intensivering omkring indsatsen i Lokalkomiteerne og arbejdet her.
Positivet er det at konstatere, at der nu er landsbyer, der selv melder sig for at komme ind i systemet med tildeling af blomster til energiske og engagerede landsbyer.
Formanden Christian Mejdahl ramte meget godt sjælen i arbejdet ved at udtrykke:
Det er vigtigt, at der er tændt en ild, der brænder. Det hele må ikke blive for bureaukratisk.
Der er – efter de allerede nu indhøstede erfaringer – ingen tvivl om, at Blomstrende Landsby giver de enkelte udnævnte landsbyer et løft, der er med til at fremme den menneskelige aktivitet.
Der blev på mødet funderet over og sat fokus på, om aktiviteterne kan medføre en befolkningsfremgang for den enkelte landsby.
Hvem skal inddrages i arbejdet rundt omkring?
Jørgen Møller, Aalborg Universitet, bemærkede hertil: Der skal også være personer, der kan trække det akademiske løft.
De enkelte landsbyer kan som bekendt tildeles et antal blomster alt efter den udførte indsats.
Hertil kommenteredes, at de to første blomster egentlig er grundskolen i programmet, og herefter er der tale om en større selektivitet, når man er på vej til de næste.
Bordet rundt blev der samlet op på, hvad ”Blomstrende Landsby” betyder for de enkelte udpegede medlemmers organisationer.
Afslutningsvis kunne medlemmerne konstatere, at der er ved at komme fremdrift i bestræbelserne, og der absolut er noget, man kan glæde sig over.
Næste møde blev fastsat til onsdag d. 8. februar 2012.
m.v.h.
Kjeld Larsen
Næstformand SdT – og komitemedlem i Blomstrende Landsby