16.11.2005 Friluftsrådet får ny struktur

Friluftsrådets lokale arbejde er organiseret i en amtsbestyrelse og et amtsrepræsentantskab for hvert amt plus København. Når amterne nedlægges, må Friluftsrådet altså også tilpasse sin organisation.


Bestyrelsen har derfor vedtaget en opdeling i 23 kredse, der hver omfatter et antal kommuner. Hver kreds får et repræsentantskab og en bestyrelse med i hovedsagen de samme opgaver, som de tilsvarende amtsbestyrelser og -repræsentantskaber har nu.

Oven over kredsene bliver der en regionsbestyrelse for hver af de nye regioner. Bestyrelsens medlemmer vælges af kredsbestyrelserne i regionen. Regionsbestyrelsen har kun koordinerende funktioner.

Hver medlemsorganisation skal udpege medlemmer til kredsrepræsentantskabet. Der må være én repræsentant pr. kommune i kredsen, men i praksis vil vi nok snarere se en repræsentant pr. kreds. Det betyder, at SdT skal finde 23 repræsentanter – eller snarere en repræsentant i hver kreds, hvor der er en turistforening.

Som udgangspunkt vil SdT tilbyde de nuværende amtsrepræsentanter at fortsætte i de nye kredse, og det håber vi, at der er tilslutning til. For de øvrige kredse vil sekretariatet i løbet af november skrive til de berørte turistforeninger og bede dem i fællesskab at finde en kredsrepræsentant.

Det er ikke ukendt for nogen i turistforeningernes bestyrelser, at SdT lægger overordentlig stor vægt på arbejdet i Friluftsrådet og med dets organisationer. Og det er vores opfattelse, at der er sket en holdningsændring i organisationernes syn på turismen og på deres ønske og vilje til at samarbejde med turistforeningerne og turistbureauerne.

Grønne Råd

Med nedlæggelsen af amterne nedlægges også de Grønne Råd. Det bekymrer Friluftsrådet, idet de nye kommuner ikke har pligt til at oprette Grønne Råd. SdT er enig med Friluftsrådet i, at rådene har været nyttige, og vi har lovet at være behjælpelig med at overbevise de nye kommuner om, at sådant et bør de også have.

SdTs bestyrelse håber, at turistforeningerne over for deres nye kommune vil arbejde aktivt for oprettelsen af et Grønt Råd.

Vi vender tilbage med mere herom i vinterens løb.

Palle Ømark
Formand for SdT


NYHEDER
BUREAU-AUTORISATION
AUTORISEREDE TURISTBUREAUER
KORT MED MARKERINGER

FORSIDE / PROFIL / KONTAKT & SERVICE / BESTYRELSE / DEBAT / LINKS